Den svære samtale

Hvorfor et kursus i den svære samtale?

Den svære samtale dækker som regel over, at der er udfordringer i samspillet med forældre/pårørende. Vi bruger betegnelsen, når vi oplever, at kommunikationen mellem fagpersoner og forældre/pårørende er gået i hårdknude eller ikke forløber på den måde, vi ønsker. Det kan være fordi:

  • der er noget svært, som fagpersonerne ønsker at sige til forældre/pårørende omkring enten barnets eller forældrenes adfærd. Det er svært at få sagt, fordi man er bange for at såre og/eller møde modstand
  • pædagogen/læreren har måske svært ved at forstå forældres/pårørendes adfærd og måde at håndtere barnet/brugeren på
  • pædagogen/læreren er bekymret for barnets/brugerens trivsel og har svært ved at få det sagt af frygt for, at det ikke vil blive modtaget i den ånd, det er sendt af sted i

 

Hvad er indholdet i kurset?

Et kursus i at inddrage Empatisk og Anerkendende Kommunikation i den svære samtale vil typisk have følgende perspektiver:

  • Den svære feedback. Pædagogen/læreren træner at ”flytte hjem på egen banehalvdel” og bruge jeg-budskaber i så stor udstrækning som muligt for at sige det, som er svært at sige til forældrene. Vi arbejder her bl.a. med at transformere tanker/vurderinger/fortolkninger af barnet og forældrene til egne behov/ønsker/værdier. Når vi taler herudfra vil vi opleve, at vores budskab går mere rent igennem, da vi ikke aktiverer forældres og pårørendes forsvar.
  • Empatisk Lytning – barnet. Vi øver os i at lytte ind bag et ”problematisk” barns adfærd. Hvilke behov/ønsker/forventninger forsøger barnet at få opfyldt gennem sin adfærd? Hvad kan den positive hensigt være?
  • Empatisk Lytning – forældre. Vi øver os i at lytte ind bagved en ”problematisk” forælders adfærd. Hvilke behov/ønsker/forventninger forsøger han/hun at få opfyldt gennem sin adfærd? Hvad kan den positive hensigt være? Hvordan kan vi møde den pågældende forælder/pårørende i denne positive hensigt?

Et sådant kursusforløb betyder ofte, at personalet ændrer sin tilgang, ikke bare til ”den svære samtale” men også til den adfærd, de oplever hos forældre/pårørende og barn/brugere.

Den empatiske tilgang forstærker den menneskelige relation mellem parterne, hvorved mange fastlåste ”fjendebilleder” og forestillinger om hinanden opløses.

Dette er i sig selv med til at gøre kommunikationen mere frugtbar, så pædagoger/lærere og forældre/pårørende kan møde hinanden som mennesker, der alle ønsker at arbejde sammen om at gøre det bedste for barnet/brugeren.

For yderligere uddybning af min måde at arbejde med den svære samtale, læs min artikel Den svære samtale.

OBS: Empatisk og Anerkendende Kommunikation er også meget velegnet i forhold til den svære samtale mellem kolleger eller mellem leder og personale. Se evt. mere her. Empatisk og Anerkendende Kommunikation i personalesamarbejdet

 

Praktisk

Hvis kurset virkelig skal gøre en forskel i det daglige samarbejde, er det optimalt at vi mødes 3-4 gange med ca. 1 måneds mellemrum. Det kan være hele kursusdage á 6 timer eller fyraftensmøder á 3-4 timer. Mange vælger en model hvor vi skyder kurset i gang med en hel kursusdag og laver opfølgning på fyraftensmøder de efterfølgende 3-4 måneder.

Det vigtigste er dog, at det passer ind i jeres behov og ønsker, så vi vil altid aftale det konkrete forløb i hvert enkelt tilfælde.

Det er selvfølgelig også muligt at lave en enkeltstående kursusdag, hvis det er det, I foretrækker. Ligesom det er muligt at flere personalegrupper går sammen i et kursusforløb.

Ved meget store grupper vil jeg foreslå, at vi inddrager en ekstra underviser, så vi har mulighed for at komme rundt i grupperne, når der arbejdes med øvelser m.m.

Kontakt mig, så vi kan finde ud, om et kursus i den svære samtale – eller et andet kursus – er noget for jer.

 

Kursussted

Som hovedregel kommer jeg ud til jeres arbejdsplads og afholder kursus, foredrag og coaching/konfliktløsning.

Hvis I ønsker det, er det også muligt at vi mødes på mit kursussted i Mejlby, ca 15 km nord for Hobro. Se evt. mere om dette kursussted her

Referencer

Randers Realskole

Personalets respons har været meget entydig – det har været rigtig godt at være deltager i. Vi bruger det flittigt i dagligdagen, hvor vi glæder os over, at det efterhånden bliver brugt helt naturligt – og ikke som noget påtaget.

 

Karsten Pedersen, skolebestyrer, Randers Realskole

 

Skovvangskolens SFO, Allerød

Mange tusinde tak for et godt oplæg og en god dag. Alle i gruppen syntes det havde været rigtigt godt og lærerigt, så jeg kan kun være tilfreds.

 

Steen Witzel, SFO Leder Skovvangskolen, Allerød

 

 

Boenheden Delfinen

Tak for en skøn dag. Der var stor, stor tilfredshed blandt deltagerne :o).

 

Jakob Kronborg, afdelingsleder Boenheden Delfinen

Grundfos

Tak for sidst. Folk talte om arrangementet dagen efter, og det var kun godt det jeg hørte. Det er et rigtig godt udgangspunkt for næste halvdel ☺

 

Brian Dahl, global leader, Grundfos

 

Feriecenter Slettestrand

En varm hilsen fra kursusdeltagerne med tak for en viden, som direkte implementeres i den daglige praksis.

 

John Kronborg, direktør, Feriecenter Slettestrand