Har vi misforstået anerkendelse?

Har vi misforstået anerkendelse?

Om nogle af de forenklinger, der har ramt begrebet anerkendelse

Af Ianneia Meldgaard, cand.mag. Kursus-, foredragsholder og coach. www.qcom.dk

I de sidste mange år har vi talt rigtig meget om anerkendelse. Og i forlængelse heraf har vi også talt meget om anerkendende kommunikation. For det er jo netop i kommunikationen med hinanden, at anerkendelse får form. Det er her vi hører, ser og mærker, at vi faktisk anerkender hinanden på godt og ondt.

Jeg synes, vi skal være taknemmelige for det store fokus på anerkendelsen og den anerkendende kommunikation. De gaver, der ligger i den anerkendende tilgang, har været – og er stadig – meget tiltrængte. Både i arbejdslivet og i privatlivet.

For desværre bygger en stor del af vores danske kultur på nogle værdier og overbevisninger, som ligger langt fra den anerkendende tilgang. Vi har lært og er derfor rigtig gode til at finde fejl og fokusere på problemer og alt det, der ikke fungerer. Vi har lært at vurdere, fortolke og dømme det, vi oplever. Det ligger som en dyb undertone i hele vores tilgang til os selv, hinanden og til livet.

Hvorimod det at have fokus på ressourcerne og på det, der virker og fungerer godt, ligger os mere fjernt. Lige som det at møde os selv og andre med empati og en grundlæggende tro på, at vi altid gør vores bedste – og at der er en god grund til, at vi handler, mener og siger som vi gør – også ligger os mere fjernt.

Så vi har altså aldrig rigtig lært at være anerkendende. Eller – vi skal måske hellere sige: vi har fået aflært det. Ud fra den betragtning, at det faktisk er en medfødt evne, som vi alle har med os, når vi starter på livet.

Det gjorde Jesper Juul, forfatter til bl.a. Dit kompetente Barn, os opmærksom på for mange år siden, og det har småbørns-forskningen bekræftet i mange sammenhænge siden. At børn altid samarbejder. Selv om det kan se helt forkert og destruktivt og meget lidt samarbejdende ud, så er børns grundlæggende hensigt med det, de gør, altid at bidrage med noget positivt for at få samværet til at fungere. Det gælder selv helt små børn.

Og det er netop det, anerkendelse kan hjælpe os med at få øje på. Både hos børnene og hos hinanden som voksne. For vi har jo alle været børn engang, og vi bærer stadig den kompetence indeni os.

Så lad os hilse bølgen af anerkendelse velkommen. Vi har brug for den. Brug for at lære en ny måde at forholde os til livet, til os selv og hinanden på. En mere kærlig, rummelig, empatisk og ressource-præget tilgang.

Kort sagt: En mere anerkendende tilgang.

Og lad os give hinanden plads, rum og tid til at øve os i at blive bedre til at være anerkendende. For selvfølgelig tager det tid. Og selvfølgelig er det svært. Og selvfølgelig falder vi i den gamle dømmende fejlfinder-rolle ind imellem, selv om vi har de bedste intentioner.

For den gamle fejlfinder ligger jo som en dyb kode i os alle sammen. Det er mange generationers programmeringer, vi skal have transformeret. Så når vi er pressede og slår automatpiloten til og handler ubevidst, så er det ofte den del af os, der stikker næsen frem.

Kunsten i de situationer er netop at møde både vores egen og andres indre fejlfinder med anerkendelse. Og altså ikke begynde at slå os selv – eller andre – oven i hovedet med, at vi burde gøre noget andet, burde være bedre til at være anerkendende eller andet i den dur.

For så er vi jo bare i gang med at reproducere den gamle underkendende og dømmende tilgang på en ny måde og med et nyt ansigt. Og det er næsten noget at det værste, vi kan gøre med så smuk og dyb en værdi som anerkendelse.  Som virkelig kan transformere os selv, vores liv og vores samvær med hinanden, hvis vi tager den alvorligt og lukker op for dens potentialer.

 

Har vi misforstået anerkendelse?

I vores arbejde med den anerkendende tilgang er der altså – som med alle andre nye tanker og strømninger – en iboende fare for, at vi kommer til at bruge den på en måde, som ikke indfanger selve essensen af begrebet.

Ikke kun fordi vi let kommer til at reproducere den gamle, fastforankrede tilgang blot med et nyt ansigt, men også fordi vi i en travl og presset hverdag har brug for at forenkle og reducere, så de nye tanker og tilgange bliver brugbare her og nu i dagligdagens situationer.

Det er både nødvendigt og hensigtsmæssigt, da vi jo ikke kan tage de store og dybe filosofiske refleksioner, hver eneste gang en konkret situation kræver vores opmærksomhed og handling. Men samtidig rummer denne forenkling en fare for, at vi kommer til at forfladige og sågar misforstå de fine og dybe kvaliteter, som de nye tanker og strømninger rummer.

Den skæbne er i min optik til en vis grad overgået begrebet anerkendelse og anerkendende kommunikation. Der har været og er en tendens til, at vi har taget enkelt-elementer ud som vi kan forstå og håndtere her og nu – og gjort dem til selve anerkendelsen. Og på den måde svigtet kraften i begrebet.

3 af de vigtigste forenklinger, som jeg møder, når jeg kommer rundt i landet – og som jeg forsøger at imødegå med mine kurser og foredrag og snart også med min kommende bog – er:

  1. Forvekslingen mellem anerkendelse og ros. I vores iver efter at have fokus på det positive falder vi nemt i den grøft hvor vi roser i ét væk og glemmer, at anerkendelse er så meget mere end det rose. Nemlig en dyb og ægte interesse i det andet menneske på godt og ondt – altså når der er noget at rose, men også når der ikke er.

 

  1. Den énsidige insisteren på, at vi i anerkendelsens navn kun må tale om det positive. Og at det i forlængelse heraf nærmest er forbudt at tale om det, som vi ikke bryder os om og som vi ikke trives med. Det er en tilgang, som har skabt meget frustration og som har forhindret, at vi rent faktisk får taget os ordentligt af det, som spænder ben for vores trivsel. Og som meget let forårsager det stik modsatte af det, som er anerkendelsens sande essens.

 

  1. Misforståelsen om, at det at anerkende hinanden er det samme som at være nødt til at tolerere alt ved hinandens adfærd. At vi altså ikke har lov til at sige nej og sætte grænser. Denne fortolkning af anerkendelse, hvor jeg anerkender alt ved dig men glemmer at anerkende mig selv og mine egne grænser, har skabt megen udbrændthed og forvirring. Den overser det faktum, at vi faktisk ikke kan give ægte anerkendelse, hvis vores egen kop er halvt eller helt tom. Der er nødt til at være en form for balance, for at anerkendelse virker efter hensigten.

 

Med den slags misforståelser og forenklinger risikerer vi altså at skabe mere frustration og forvirring, end før vi nogensinde havde hørt om begrebet anerkendelse. Så tiden er kommet til, at vi tager dialogen om anerkendende kommunikation til næste niveau.

Endnu en runde, hvor vi tillader os at dykke dybere ned i begrebet og reflektere over, hvad det egentlig handler om, og hvordan vi kan praktisere det på en måde, som får det bedste frem i os alle. Hvor vores relationer styrkes og trives i en god og afbalanceret udveksling, og hvor vi anerkender både os selv og hinanden.

Jeg håber, at jeg med de kurser, foredrag og skriftlige produkter, jeg tilbyder, kan medvirke til at stimulere den proces. Ikke for at proklamere, at jeg har sandheden. Men mere for at sætte refleksioner og gode dialoger i gang i enkeltindivider og i personale- og medarbejdergrupper. Refleksioner og dialoger, der som ringe i vandet vil brede sig til familier, parforhold og andre nære relationer.

Så vi hver især og sammen kan blive klogere på, hvad vi egentlig mener med anerkendelse. Hvad der skal til, for at vi føler og oplever os anerkendt, og hvad der skal til, for at vores medmennesker føler og oplever, at vi anerkender dem.

For anerkendelse og anerkendende kommunikation er som sagt ikke en absolut størrelse. Alle vi, der arbejder med det i professionel sammenhæng, gør det på hver vores måde.

Og heldigvis for det. For jo flere forskellige bud, vi får på, hvad anerkendende kommunikation er for noget, jo mere kvalificeret og nuanceret bliver den dialog, vi kan have med hinanden. Og jo bedre kan vi tage imod de gaver, som anerkendelse og den anerkendende kommunikation tilbyder. Så som:

  • et ressourcepræget samvær, der bygger os op og gør os glade
  • et trygt og autentisk samvær
  • et empatisk og inkluderende samvær
  • et mindre konfliktfyldt og grænsesøgende samvær

Det lyder måske af meget. Ikke desto mindre vil jeg vove at påstå, at det er netop det, den anerkendende kommunikation har at tilbyde. Jeg vil ønske dig rigtig god fornøjelse med at udforske, om jeg har ret 😊

Du kan læse mere om de 3 principper i anerkendende kommunikation her.

 

Om forfatteren til Har vi misforstået anerkendelse?

Ianneia Meldgaard er cand.mag. og selvstændig kursus-/foredragsholder og coach. Hovedområderne i hendes virksomhed er anerkendelse, kommunikation, samarbejde og konflikthåndtering. Ultimo 2018/primo 2019 udkommer Ianneias bog Anerkendende Kommunikation 2.0 på Forlaget Frydenlund.

Inden Ianneia Meldgaard blev selvstændig i 2007 var hun ansat som lektor ved Pædagogseminariet i Aalborg gennem 10 år. Indtil 2012 hed hun Jane Meldgaard, så hvis du støder på artikler m.m. med det navn, er det den samme kvinde der står bag. Læs evt. mere om Ianneia Meldgaard her.

Leave a reply

Referencer

Randers Realskole

Personalets respons har været meget entydig – det har været rigtig godt at være deltager i. Vi bruger det flittigt i dagligdagen, hvor vi glæder os over, at det efterhånden bliver brugt helt naturligt – og ikke som noget påtaget.

 

Karsten Pedersen, skolebestyrer, Randers Realskole

 

Skovvangskolens SFO, Allerød

Mange tusinde tak for et godt oplæg og en god dag. Alle i gruppen syntes det havde været rigtigt godt og lærerigt, så jeg kan kun være tilfreds.

 

Steen Witzel, SFO Leder Skovvangskolen, Allerød

 

 

Boenheden Delfinen

Tak for en skøn dag. Der var stor, stor tilfredshed blandt deltagerne :o).

 

Jakob Kronborg, afdelingsleder Boenheden Delfinen

Grundfos

Tak for sidst. Folk talte om arrangementet dagen efter, og det var kun godt det jeg hørte. Det er et rigtig godt udgangspunkt for næste halvdel ☺

 

Brian Dahl, global leader, Grundfos

 

Feriecenter Slettestrand

En varm hilsen fra kursusdeltagerne med tak for en viden, som direkte implementeres i den daglige praksis.

 

John Kronborg, direktør, Feriecenter Slettestrand